Havndal Kirkes nye alter, udført af kunstneren
Erik Heide, Mors, og forestillende
den tomme grav med Kristi ligklæder.
Alteret blev indviet og kirken genindviet ved gudstjenesten 3.søndag efter
påske 2005.
Læs også radiointerview med Erik
Heide længere ned på siden.
Havndal kirke
er pastoratets yngste og mindste kirke; den har ikke sit eget sogn, da Havndal er beliggende i Udbyneder Sogn. Den tidligere stationsby, Havndal, fik i 1925 tilskødet jord til en kirkegård. Købsprisen var kr.1000.
Gennem indsamling blev der rejst midler til at bygge et kapel, som i 1930 blev indviet til kirke. Den lille kirkes inventar blev købt for indsamlede midler.
I mange år stod et orgel til kirken højt på ønskelisten. En kreds af byens damer lavede årlige basarer for derigennem at skaffe midler til et rigtigt orgel. Det lykkedes i 1965, da et orgel fra I. Starup & Søn (4 stemmer med anhangspedal) blev leveret til kirken.
Kirkerummet er ganske enkelt, men smukt proportioneret og med bræddeloft.
Den 3.søndag efter påske 2005 blev et længe næret ønske endelig opfyldt:
Et nyt alter med nyt alterbillede blev indviet ved indvielsesgudstjeneste med
biskop Kjeld Holm. Både alter og alterbillede er udført af kunstneren Erik
Heide, Flade på Mors. Alteret er udhugget i én marmorblok. Alterbilledet er
støbt i jern med en påsat forsølvet midtermotiv, der antyder en menneskeskikkelse.
Erik Heide har med det nye alter imødekommet menighedsrådets ønske om et
opstandelsesmotiv: Beskueren ser ind i den tomme grav, kun Kristi ligklæder er
tilbage. Det er det syn, der mødte kvinderne, der påskemorgen gik ud til Jesu
grav. De fandt den tom, men en engel forkyndte for dem: "Han er ikke her;
han er opstået, som han har sagt. Se, der er stedet, hvor de lagde
ham."
Med det nye alters opsætning fik også alterskranken en anden form, idet den
gamle alterskranke blev genbrugt, men blev opstillet med en vinkel, så linjerne
følger kirkens øvrige linjer.
Nedenfor ses Havndal Kirkes gamle altertavle,
også et opstandelsemotiv,
malet af kunstneren Mia Tranholt.
Også kirkens østgavl fremstår fornyet og smukkere end før. Menighedsrådet har anskaffet den jernskulptur af Erik Heide, der har været prøveopstillet på stedet i omkring et halvt år. Skulpturen er et krucifix, der på én gang viser den korsfæstede og opstandne frelser, Jesus Kristus. Rundt om østgavlen er der plæner med urnegrave, bl.a. "de ukendtes" grav.
Billedkunstneren
Erik Heide -
uddrag af radiointerview i "Mennesker og
tro",
udsendt 2.pinsedag, tilrettelagt ved Finn Slumstrup.
(Erik Heide nævner ikke Havndal Kirke ved navn, men det er
udsmykningen af denne, en del af interviewet handler om.)
Efter salmen: ”Kom regn fra det høje” siger Finn Slumstrup at det jo er en påskesalme du er mest optaget af.
Ja, det er rigtigt, det er en Aastrup-salme:
Det er så sandt, at ingen så vor Herre ud af graven gå.
For det der aldrig kunne ske, det skulle intet øje se.
Det, synes jeg, er en utrolig beskrivelse af opstandelsen, og nu har jeg
selv arbejdet med det i en altertavle for nylig, hvor jeg prøvede at skildre
det der, og det er selvfølgelig svært for en billedkunstner at skildre det
ingen kan se, men jeg har prøvet alligevel, så det er egentlig kun Jesus’
tomme grav jeg har lavet, og så har jeg lavet et aftryk i ligklæderne der lå
tilbage, og så har jeg lavet en stor, sort klump, ligesom det mørke der måtte
være omkring, eller jorden der ligger hen. Så har jeg tænkt på salmen hvor
der står at Gud er Gud, om alle land lå øde, og så er der ikke mere. Men det
vil sige, det er der altså, for der er det der med troen. For det er kun tro,
og det falder sådan sammen med det Aastrup skriver, og derfor, da jeg hørte dén
første gang, jamen det er da utroligt. Og sådan fortsætter det jo i 4-5 vers,
hele vejen igennem beskriver det man ikke kan se, og hvor vigtigt det er, at man
ikke kan se det. Det gør ligesom vejen klar, for det er det at tro og ikke spor
andet.
Derfor kan man jo godt være ordentlig, som der jo også stod i teksten her. Det
er jo ikke lige meget, men man kan jo gøre det bedste man kan, så kan man jo
ikke mere, og så må man jo håbe at lyset kommer alligevel. Det er godt nok. Sådan
tror jeg det er.
Det du har prøvet her, kan man sige at det er opstandelsen synliggjort gennem
fravær?
Ja, for det er jo det der også står i salmen her: Det har ingen set, så
der er ingen der ved det. Så det der med at lave en der står og stritter med
armene og med en masse lys omkring og sådan noget, det er jo svært, og nu kan
jeg jo ikke sådan noget med farver og sådan noget. Mit er jo håndgribeligt.
Hvordan skal man lave noget i sten og jern om opstandelsen? Det kan jeg i hvert
fald ikke.
Så jeg har prøvet på at gøre det på den måde, og jeg er utrolig glad for
de der ligklæder, og det er jo så fint beskrevet også. Det er jo virkelig
taget ud af teksten.
Og den dag jeg kom til at lave det, det var egentlig på sådan
en sjov måde. Jeg gik med den der sorte jord, og så havde jeg det der tomme
bord. Det er en hel monolit der er udhulet, så man kan kigge igennem. Så den hænger
altså sammen hele vejen rundt, så det er stadigvæk en monolit. Og det var så
den tomme grav.
Men der skulle altså noget mere til.
Så var jeg alene hjemme, gik ud og lukkede en flaske vin op og tog et glas vin.
Så var der sådan to lag bly omkring proppen. Og så tog jeg det op og vred det
rundt i fingrene, og lige pludselig stod jeg med Jesu ligklæder. Det har jeg så
arbejdet videre med.
Og da jeg så nu her skulle lave dem i større format: Vi har en mergelgrav her
i nærheden, og der lå noget bly. Det er da skidt at det ligger der, så jeg
tog det med hjem. Det var fra et hus der var revet ned. Det lå ude i gården,
og jeg tænkte at der var noget ved det bly dér. Pludselig en dag rullede jeg
det ud, og så kunne jeg se: ”Nå, men der har vi jo de klæder, jeg går og
leder efter”. Og jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle lave dem. Men så
har jeg fået støbt dem i bronze, og nu har jeg så forsølvet dem, og nu hænger
de der og skal fortælle den historie.
Senere i interviewet:
Nu f.eks. den der altertavle og alterbord jeg talte om, i marmor, støbejern og bronze. Det er jo en lang proces at få det støbt, på værksted, og arbejde sammen med håndværkere, det er utrolig inspirerende for mig. Hvis jeg bare skulle gå og lave kunst eller hvad skal man sige, det kunne jeg slet ikke holde ud.